Fiskeri i Randers Fjord

Randers Fjord er et paradis for ørredfiskeri, men der er også muligheder få at få både hornfisk, makrel, og laks på krogen. Du kan også fange multer, flere arter fladfisk, sild og muslinger. Her kan du læse mere og se video om det gode fiskeri i Randers Fjord.

Har du en båd på trailer kan slæbestedet på Udbyhøj Lystbådehavn benyttes mod den beskedne betaling af 40 kroner. Fisker du fra flydering eller pontonbåd kan der parkeres og søsættes flere steder. Der kan for eksempel søsættes i "hjørnet" - der hvor østmolen møder diget. Ved lav vandstand skal man dog bære flydering eller pontonbåd et stykke for at nå en tilstrækkelig vanddybde. Og ved stranden er der også gode muligheder for søsætning, hvis du ønsker at fiske inde i fjorden mod Stenrevet.

Video 1: Kom med på fjorden en tidlig morgen efter ørred


Når du er kommet ud af havnen kan fiskeriet med fordel påbegyndes ved revet, der ligger lige nord for havneindsejlingen. Efterfølgende kan turen gå til "Bettedybet", som starter lige uden for havnemolen. Her opfordres der til at fiske langs kanterne, til du når den nordligste del af "dybet".

Ønsker du at fiske inde i fjorden og er vandet stigende, skal du bare flyde med strømmen. Holder du dig i første omgang langs fjordens nordside, vil du passere og kunne affiske en række fine pladser. For eksempel omkring pumpehuset ved Råby Kær og videre ind mod Råby Odde. Har du fortsat tidevandet og tiden med dig, kan pause på Stenrevet anbefales. Her kan du afvente vandvendingen inden turen, sammen med faldvandet, fører dig retur til Udbyhøj.

Video 2: På jagt efter makrel og hornfisk



Vadefiskeri

Her kan Skallehusene nordøst for havnen bruges som base. Herfra kan man gå vestpå til "Bettedybet". Der parkeres ved siden af bålpladsen for enden af vejen ved Skallehusene. Herfra er der en frisk tur på ca. 2,8 km, hvor du i det lave vand har alle gode muligheder for at teste de åndbare. Der fiskes langs kanten af sejlrenden. Husk at det er forbudt at tage ophold på øerne i fuglenes yngletid fra 1. april - 15. juli.

Andre fiskemuligheder i Randers Fjord