Darvina er en Concord 9000 med syv sovepladser, og for ejerne Mona og Martin Andersen er den smukke båd næsten lige så meget et flydende sommerhus som en rummelig motorbåd. De er blevet så glade for at tilbringe tid i havnen med deres to drenge, at de ikke altid stævner ud, når de tager på tur til båden i sommerhalvåret. Og tvillingedrengene Anton og Max er i zen, når familien er i Udbyhøj Lystbådehavn.
Familien Andersen har haft båd i 16 år, og de elsker at sejle. Men siden de flyttede båden til Udbyhøj Lystbådehavn for fem år siden, holder de næsten lige så meget af at tilbringe tid på båden i havnen, som de nyder at sejle på tur til Øster Hurup og forskellige havne i Limfjorden.
"Atmosfæren i Udbyhøj er fantastisk, og vi kender flere familier med børn, der også har båd i havnen. Alle børnene leger med hinanden, og vi hygger med grill og boldspil sammen med andre familier," fortæller Martin Vinge Andersen, der har sejlet hele sit liv.
Det betyder også rigtig meget for familien, at deres børn trives godt i miljøet på havnen. Det er ikke længere så ofte, de kan lokke teenagedatteren med, men de to tvillinger Anton og Max på 13 år er helt i zen, når familien er i Udbyhøj.
"Vi har jo to drenge med rigtig meget gang i, og når vi er på havnen, så er der ro på dem, og så slapper vi jo endnu mere af som forældre," fortæller Mona Darby Andersen.
Et flydende sommerhus
Tvillingerne Anton og Max elsker at sejle og bare være på havnen. De leger med børnene fra de andre familier med både i Udbyhøj Lystbådehavn, spiller rundbold, leger på legepladsen, bader ved stranden og sejler selv rundt i havnen i en lille gummibåd.
"Vi må selv sejle med elmotoren, som vi fik i fødselsdagsgave," fortæller 13-årige Max med stolthed i stemmen.
Så længe de er i havnen, kan forældrene holde øje med dem hele tiden, og drengene har også fået lov til at invitere familiens venners døtre på tur i gummibåden.
"Om sommeren tager vi nogle gange på weekendtur til båden, hvor vi bare bliver liggende og bruger faciliteterne i havnen. Det gjorde vi aldrig, før vi lå i Udbyhøj – der var havnen mere en parkeringsplads for båden, når vi ikke brugte den," fortæller Martin Vinge Andersen.
En ekspedition til Sødring
Det er tydeligt, at 13-årige Anton næsten ikke kan vente, til sæsonen starter igen til foråret.
"Jeg elsker at sejle – det er meget sjovere at være på båden end at være i huset," siger Anton længselsfuldt, og forældrene nikker smilende, mens drengene kaster sig ud i en fortælling om, hvordan de en sommerdag sejlede om kap til Sødring.
Sødring Vildtreservat ligger lige nord for Udbyhøj Lystbådehavn og en vigtig rasteplads for masser af fuglearter, men for tvillingerne er det stedet, hvortil de sejlede om kap med nogle af vennerne fra havnen.
"Jeg sejlede i gummibåden med min fars ven, og de sejlede i den anden båd," siger Max og peger på sin far og bror.
Det er tydeligvis et af de mange gode minder, drengene har fra livet ved vandet, og det lader ikke til at genere den unge mand, at det var den anden båd, der vandt kapsejladsen til Sødring den dag.