Morten fisker i Naturpark Randers Fjord

Morten Fischer Jørgensen har næsten Randers Fjord i baghaven og har fisket hele sit liv.

Morten Fischer Jørgensen bor i Albæk ved Randers og har næsten Randers Fjord i baghaven. Han har fisket hele sit liv og kan give en masse tips til fiskeriet i Naturpark Randers Fjord. Det er blandt andet sild, makrel, hornfisk og multer, der trækker lystfiskerne til Naturpark Randers Fjord.

Mortens søn Willum på otte år kan ikke vente, til han får sat madding på krogen – han skal lige lave et prøvekast, mens far gør sin egen fiskestang klar. Far og søn klatrer ud på stendiget ved Udbyhøj Lystbådehavn og smider linerne ud. Målet i dag er hornfisk.

"Det er sjovest, hvis man fanger noget. Og når vi får en hotdog på vejen hjem," siger Willum.

For Willums far, Morten Fischer Jørgensen, er det ikke helt så væsentligt, om man får en fisk på krogen. Og hvis der er nok i fryseren derhjemme, så bliver fangsten sat ud igen.

"Fiskeri handler for mig også om at få ryddet harddisken og nyde naturen. Ved Randers Fjord ser man ofte rådyr og af og til en havørn. Det er også en stor del af oplevelsen," fortæller Morten Fischer Jørgensen.

Fra land, i vand og med båd

Morten Fischer Jørgensen fisker primært fra land og et stykke ude i vandet med waders, når han er på tur i Randers Fjord. Hvis børnene er med, så er tilgængeligheden bedst omkring Udbyhøj. Ellers tager han gerne op til Gammeldybet, der ligger nord for Udbyhøj Lystbådehavn ved Sødring Vildtreservat.

"Det er et godt sted, hvis man går efter havørreder og hornfisk. Jeg kan godt finde på at køre derop en hverdagsaften og bruge en times tid på at fiske. Det giver som regel en ørred eller to," fortæller Morten Fischer Jørgensen.

Dog mener han, at fiskeriet bliver endnu bedre, hvis man har adgang til en båd. Morten sejler af og til ud med en kammerat, og det giver helt andre muligheder.

I dag blev det ikke til bid på krogen for Morten og Willum. Men Willum lader sig bestemt ikke slå ud af det – desuden er han blevet lovet en hotdog på vejen hjem.